Om os

Cloud Nine er en fysisk butik, med sit helt eget mode-univers, beliggende på smukke Stevns og med tilhørende systue og webshop på www.cloud-nine.dk. Jeg forhandler tøj, sko, accessories & boliginteriør med kant og i lækker kvalitet. 

Hvad gør Cloud Nine? Cloud Nine er et begreb, som beskriver følelsen af at være lykkelig, høj på livet og euforisk - følelser som jeg hos Cloud Nine mener er vigtige for både alment velvære, et sundt liv og gode relationer. Det er butikkens DNA - og det er de følelser jeg altid ønsker at give videre, både når du besøger min fysiske butik, og når du handler i webshoppen.

Nærhed, opmærksomhed og passion - det vil jeg gerne marinere mine kunder i! Uanset om vi ses i butikken til en kop kaffe, styling, fitting eller mødes i vores virtuelle universer på Facebook og instagram, så gør jeg altid mit bedste, og jeg gør det af lyst og kærlighed til mennesker og den skønne energi, der kommer af at være ægte.

Du kan altid ringe, sms, maile eller nå mig via facebook og instagram.

Pakker fra webshoppen sendes afsted, som gaver til dem jeg holder af - fordi jeg selv synes det er vidunderligt at føle en gave givet med kærlige følelser.

Med alle hatte på står jeg, Monica Lykke Holst, en kvinde med passion for mennesker, mode, godt håndværk - og Stevns!

Min mand Lennart og jeg bor på Stevns, og har 5 delebørn i en fusions-familie med krudt i.

Jeg er uddannet modelsyerske, industriel syerske og tilskærer, og har tidligere haft butik og systue, og var en del af duoen som startede statens uddannelsessystem for beklædningshåndværkere på CPH West tilbage i 1991. Projektet blev startet i samarbejde med min tidligere Skrædder Mester, Louis Binder, som desværre ikke længere er iblandt os. Jeg har haft den glæde at arbejde for nogle af landets bedste skræddere, for flere danske tøjmærker, designet og syet tøj til kvinder, som har lyst til noget særligt, både til hverdag, fest og bryllupper, eller hvor kroppen har krævet tøj med unik pasform. Jeg har forstand på tekstiler, formgivning og godt håndværk.

Stevns er smukt! Jeg lever midt i et af de mest vidunderlige steder i Danmark. Fantastisk natur, forrygende historie og stærke familierelationer. Jeg tror oprigtigt på at Stevns, og Store Heddinge by, er i vækst, og vil blomstre endnu mere i fremtiden. Ikke mindst fordi Stevns er bosat med stolte og passionerede mennesker, som elsker lokalmiljøet. Så velkommen til Jer alle, jeg vil glæde mig til at møde Jer, og yde mit bedste til at give Jer en god og glad oplevelse, når I kommer forbi Cloud Nine, både lokale, turister og nysgerrige generelt. Kh Monica

Cloud Nine
Nytorv 1
4660 Store Heddinge
cvr. 21266086
Tlf. 29600084
info@cloud-nine.dk
www.cloud-nine.dk